bio..

Herbie Hancock - Wayne Shorter - Stan Getz - Gary Burton - Hank Jones - Tony Williams - Dexter Gordon - Ben Webster - Joanne Brackeen - Sonny Stitt - Sir Roland Hanna - Benny Goodman - Dizzy Gillespie - Dollar Brand - Clark Terry - Chet Baker - Art Farmer - Woody Shaw - Benny Bailey - Dusko Goykovich - Ed Thigpen - Alvin Queen - Billy Hart - Bruno Castelucci - John Engels - Daniel Humair - Sangoma Everett - Enrico Pieranunzi - Roger Kellaway - Tete Montoliu - Horace Parlan - Fred Hersch - Martial Solal - Renée Rosnes - Gordon Beck - Dee Dee Bridgewater - Meredith d'Ambrosio - Deborah Brown - Mark Murphy - Etta Cameron - Toots Thielemans - Lee Konitz - Johnny Griffin - Sahib Shihab - Stuff Smith - Don Byas - Charlie Mariano - Ernie Wilkins - Philip Catherine - Bob Brookmeyer - Monty Alexander - Eddie "Lockjaw" Davis - Peter Herbolzheimer - Janne Schaffer - Quincy Jones - Svend Asmussen - Istanbul Express - Thomas Clausen  - Alex Riel - Kim Sjøgren - Finn Savery - The Danish Radio Big Band - etc, etc..

Mads Vinding har spillet over det meste af verden, produceret plader, skrevet filmmusik og har modtaget flere priser - 1978 1. pris som bedste solist i den  internationale radiokonkurrence Nordring, Ben Webster Prisen i 1982,  Palæ's Jazz Pris i 1997 og Launy Grøndahl's hædersgave 2000. Vinder af Jazz Special's læserafstemning 1997 + 2000 samt modtog 3 Grammy'er for bedste CD 2000 i både jazz og folk kategorien. Vandt Django D'or prisen som "Master of Jazz" 2007 samt modtog Dansk Musiker Forbunds Hæderspris 2008.

"Balletten har tredie akt af Napoli, den klassiske musik har Michala Petri, operaen har Inga Nielsen og Poul Elming, og jazzen har bassisterne. Ingen har som kontrabassisterne gjort dansk jazz verdenskendt og højt respekteret, og selvom man her i dag kan tælle mellem en halv og en hel snes bassister på internationalt niveau, så er det trioen Niels-Henning Ørsted Pedersen, Mads Vinding og Jesper Lundgaard, der har givet den dens virkelige verdensberømmelse. Af disse tre er Mads Vinding midteraksen - lidt yngre end NHØP, lidt ældre end Lundgaard, guddommeligt virtuos som den første, eftertænksom som den sidste. Han har håndteret det store instrument, fra han var 11, og han var blot 16, da han i 1964 blev professionel musiker- først i en række orkestre i den traditionelle jazz og swingmusikken, senere sammen med musikere af nyere observans. Blandt de fremtrædende danske musikere, der tidligt så hans enorme talent, og som udnyttede den rytmiske spændstighed og store solistiske kraft, som han tilfører enhver jazzgruppe, var Svend Asmussen og pianisten og komponisten Finn Savery. Vinding har også sat sit præg på eksperi-menterende grupper som Secret Oyster og Burnin' Red Ivanhoe og været et fremtrædende medlem af f.eks. guitaristen Mehmet Ozans tyrkisk inspirerede Istanbul Express, Radioens Big Band, Ernie Wilkins' dansk-amerikanske Almost Big band og, i de senere år, af pianisten Thomas Clausens højt berømmede trio. Disse få navne viser, sammen med en duo med violinisten Kim Sjøgren, den kolossale spændvidde i hans kunst. Der er ikke den niche indenfor den hjemlige, seriøse rytmiske musiks rammer, han ikke har dyrket, og samtidig er der ikke den amerikanske jazzberømthed, som ikke har ønsket ham ved sin side under et Danmarksbesøg, en pladeindspilning eller en længere turné i Europa. Listen over de jazzstjerner, han har arbejdet tæt sammen med, udgør et katalog over nutidsjazzens væsentligste kunstnere, og her skal bare fremhæves nogle få, med hvem samarbejdet har været særligt givende: Johnny Griffin, Gerry Mulligan, Dexter Gordon, Hank Jones, Stan Getz, Kenny Drew, Bob Brookmeyer, Toots Thielemans, Gary Burton og Clark Terry. Sideløbende med kontrabassen har han raffineret sit spil på el-bas, men det, der i dag gør Mads Vinding til en enestående kunstner og efterspurgt solist, er det suveræne musikalske overblik og den store modenhed, som 25 års virke blandt de ypperste jazzfolk har givet ham. Han kan spille hurtigere og smartere end de fleste andre, men han gør det kun, når der er musikalsk belæg for det. Han har spillet med hovedparten af dem i jazzen, der er værd at spille sammen med, men nu spiller han blot med dem, der også tilfredsstiller hans ideer om, hvordan musikken bør lyde. F.eks. har han i Thomas Clausens Trio - et af de fineste kammerensembler i europæisk jazz -- haft stor medindflydelse på det samlede musikalske koncept, og i den rolle - som en af dem, der styrer musikken i en bestemt retning hører man ham nu oftere og oftere, også som producer. Mads Vindings styrke som musiker er altså ikke hans formidable instrumentale teknik eller hans rekordliste. Det er hans bevidsthed om, at det enkleste udsagn ofte kan være det stærkeste og hans fordomsfrie holdning til musikken og musikerne i de genrer, der er opstået i jazzens kølvand. Af de mere end 500 plader, han kan høres på, placerer adskillige sig langt fra jazzen. Dog, i hans spil fornemmes altid jazzens pulsslag." 
Peter H. Larsen, Redaktør, Danmarks Radio, P2 Jazz.