Den gode melodi
Helt forankret i moderne jazzklassik er også basunisten Steen
Hansen og bassisten Mads Vindings duoprojekt, som indlysende nok
hedder Bass & Bones. Når man
indleder en cd med en kort version af Alex North’s kærlighedstema
fra Kubricks Spartacus-film og blot lader Vinding antyde,
hvad harmonierne rummer, ved man, at her har musikerne valgt kun at
følge én vej - den, der leder til den gode melodi, slet og ret.
Spartacus-temaet er så godt, at det kan der ikke gøres ret meget
mere ved, men det kan der heldigvis ved de andre temaer, de fleste
fra den store amerikanske sangbog. Begge musikere øser af deres eget
store melodiske overskud i deres indsatser, som cementerer Vindings
ry og på ny minder os om, at dansk jazz i Steen Hansen har en
basunist, hvis lige - når det alene gælder evnen til at skabe
originale melodiske forløb - ikke er hørt siden den nu
semipensionerede Torolf Mølgaards velmagtsdage i 60’erne. Hansen
spiller med både træk og ventiler, og jeg kan med mellemrum komme i
tvivl om, hvornår han anvender hvad. Det bør være en kompliment til
instrumentalisten Hansen.
Af: Peter
H. Larsen - Information
23. september 2009
____________________________________
Limfjordsporter og pommes frites
Steen
Nikolaj Hansen & Mads Vinding: Bass & bones (Bro Recordings)
Det
er som en Limfjordsporter og en omgang sprøde pommes frites. Det
smager djævelsk godt, men er ikke noget man ser på menukortet på
hverken grillbaren eller restauranten.
Basun
eller trombone sammen med en kontrabas er heller ikke hverdagskost
på jazzscenen. Men det er der heldigvis musikere der ikke lader sig
styre af. Bassisten Mads Vinding har før lavet duoplader som feks.
basduopladen sammen med Jesper Lundgaard i 2002 eller Together fra
1998 sammen med Bob Brookmeyer. Den sidste falder i samme sjældne
kategori som den aktuelle plade, forskellen er at Brookmeyer spiller
ventilbasun og Steen Nikolaj Hansen på den aktuelle plade spiller på
trækbasun.
Mads
Vinding og Steen Hansen kender hinanden fra DR Big Band. Her
spillede de sammen fra midten af firserne. Gennem deres venskab
voksede idéen om denne plade. Hansen har arrangeret numrene der
åbner for sammenspil og nye musikalske veje. Når to musikere fra
jazz-eliten mødes og laver et så udpræget con amore projekt, er man
som jazznørd allerede godt tændt inden man har hørt en lyd.
Men
holder det så i den musikalske virkelighed? Selvfølgelig holder det
hele vejen. Der står ikke så meget på spil for de to herrer. De tør
spille op til hinanden, udfordre og ikke mindst bruge en masse
musikalsk humor. Steen Nikolaj Hansen har skrevet et enkelt nummer
til pladen. Resten er taget fra jazzens standardrepertoire, men der
er også blevet plads til sager som en forrygende udgave af
titelmelodien fra den gamle film Spartacus og Tom Harrell's Sail
away.
Ellers finder man mere kendte sager som It might as well be spring
og You don't know what love is.
Pladen kan på det kraftigste anbefales til jazzconnoisseuren der
troede han/hun havde hørt alt. Men også til den glade jazzlytter der
feks. kan bruge pladen som soundtrack til en tur i køkkenet, hvor
der laves pommes frites - måske med en hjemmerørt kryddermayo?
af
Niels Overgård -Jazznyt.blogspot.dk
